onsdag den 25. november 2009
Talk to the hand…
cuz the face aint listening!
Dette billede er taget for cirka 5 minutter siden. Sammen med 27 andre åndssvage billeder. Jeg mangler photoshop på min comuter, for jeg synes det er sjovt at lege med billeder, særligt som overspringshandling.
Men billedet illustrer ret godt hvordan jeg har det med nogle af mine mønstre, særligt de mønstre jeg gerne vil have brudt. Øv. Og i takt med at jeg bliver mere og mere bevidst om dem, bliver jeg også mere og mere bevidst om at tiden er inde til at bryde nogle af mønstrene. Særligt dem der spænder ben for mig.
Jeg har lært et spørgsmål som jeg vil bruge mere aktivt end jeg gør nu. Et spørgsmål der allarede har sat nogle tanker igang, men som jeg skal have aktivt på banen, når jeg er på vej direkte ned i et velkendt dårligt mønster. Som f.eks når jeg er på vej ud af døren for at fise ned i slikbutikken og blande for en 20’er. Jeg har jo ikke brug for det. Men det er så nemt, og jeg ved jo godt hvordan det ender, for jeg har prøvet det mange gange før.
Spørgsmålet hedder:
“Er det her hen mod en fremtid jeg er inspireret af eller en fortid jeg kender til hudløshed?”
Alt hvad vi siger/tænker/gør er enten et skridt tilbage i fortiden/drama/mønstre/sorg eller hen mod din drøm eller vision. Der er ikke noget rigtigt eller forkert i det, det er bare en god ide at blive mere bevidst om hvad det egentlig er vi render og laver.
Jeg arbejder rigtig meget med det i forhold til de menensker jeg holder af. Jeg har desværre en fantastisk evne til at skubbe folk væk når jeg er ked af det.
1. jeg vil ikke have de ser mig som sårbar/svag
2. Jeg er røvbange for at blive afvist hvis jeg viser nogen min sårbarhed. En ting er at være alene når man er ked af det, en anden ting er at vise sårbarheden eller smerten til nogen, og de så går deres vej. Så alligevel hellere være alene med smerten, det gør mindre ondt.
Men den strategi er bare ikke særlig gavnlig for mig, for jeg HAR brug for omsorg, jeg HAR brug for at nogen holder om mig eller støtter mig, og da særligt når jeg er faldet og skal rejse mig igen for at komme videre. I mange år troede jeg at det var sandheden at jeg i hvert fald ikke havde brug for nogen. Jeg lukkede bare verden ude når jeg blev ked af det, og så klarede jeg det selv. Men i virkeligheden er det en rigtig ensom verden at befinde sig i. Og det værste er, at nu har jeg brugt så mange år på at “lære” mine omgivelser at jeg ikke skal hjælpes, og mine omgivelser har været fremragende elever, for nu tror de på min “falske sandhed”. Deppe er så stærk at hun ikke behøver os andre. Måske har de i virkeligheden forsøgt at være der for mig i tide og utide, men efterhånden som jeg har skubbet dem væk igen og igen, så kommer der helt naturligt et tidspunkt hvor de holder op med at prøve.
Det jeg så kan glæde mig over er, at jeg har fået denne nye indsigt. At jeg ved jeg har brug for andre. Jeg har brug for min familie, min kæreste, mine venner, også når jeg er ked af det og ikke er den sjove og inspirerende Deppe at være sammen med. For det er jeg bestemt ikke hele tiden.
Så tilbage til spørgsmålet. Jeg sad forleden aften og var ved at sende en omvendt sms til min kæreste. Jeg havde rigtig meget brug for ham, men jeg kunne ikke finde ud af at udtrykke det, så i stedet skrev jeg det stik modsatte: “Du skal ikke komme og hjælpe mig, jeg har det fint, jeg klarer mig selv, jul og glade dage, lagkage, no worries osv.” Jeg fandt hans nummer, tastede det ind og satte min finger i retningen af send-tasten på min samsung telefon.
1, 2, 3
Deppe, er det det her du virkelig vil kommunikere til ham? Eller er det et skridt tilbage i en fortid du kender til hudløshed, og hvor du allerede nu kender slutningen hvis du trykker send?
4, 5, 6
fingeren har stadig ikke ramt tasten. Deppe, træk vejret. Har du virkelig brug for at skubbe ham væk?
7, 8, 9
Hvad sker der hvis du lader være?
10
Fingeren røg direkte fra “send” til “slet alt”. i stedet tastede jeg hans nummer og trykkede “ring op”. Det er noget jeg ellers ALDRIG gør når jeg er nede, aldrig, men jeg var simpelthen nødt til at gøre en lillebitte ting anderledes for ikke at havne i det samme mønster, som jeg jo godt ved er enormt destruktivt for mig.
Aftenen endte helt anderledes end den ville have gjort hvis jeg havde trykket send. Jeg blev glad, vi havde en rigtig hyggelig aften, vi grinede og faldt i søvn i hinandens arme. Sådan var den bestemt ikke endt hvis jeg havde trykket send.
Så kan man sige det var to tryk med en tommelfinger der gjorde forskellen, det var spørgsmålet i hovedet, det var bevidstheden om velkendt fortid versus ukendt fremtid med nye muligheder? I dont know, hovedsagen er at jeg gjorde et eller andet anderledes, fordi mit gamle møsnter står mig langt ud af ørene. Mit mønster er der jo i dén grad stadig, men blot ved at skabe bevidsthed om at jeg faktisk har et valg altid, og ikke bare et, men mange valg, gør at jeg har frihed til at flytte min finger fra den ene tast til den anden på min mobiltelefon. Lille bitte handling, kæmpe forandring.
Jeg er normalt ikke så meget til enten eller, men lige i dette tilfælde er jeg helt vild med spørgsmålet:
“Er det her hen mod en fremtid jeg er inspireret af eller en fortid jeg kender til hudløshed?”
Den dobbelte verden
Jeg er simpelthen nødt til at dele det her med jer.
Baggrunden:
Deppe på dating. Jeg var på date med David i foråret, vi tog i biffen (hvilket jeg ellers ikke gider på første date, men det var lidt spontant), og daten var super vellykket, borset fra at ingen af os følte noget som helst romantisk overfor den anden. Til gengæld havde vi en pissesjov aften. Siden da har vi hængt ud i ny og næ og haft MANGE vigtige og mindre vigtige samtaler over messenger.
En aften for nogle uger siden, en sen aften, skriver David til mig på messenger: DEPPE, jeg er HØØØØØØØJ, Jeg gjorde det fandme! Har du tid har du tid?
Deppe: Hvad hvad hvad hvad hvad???
David havde været til noget stand-up (ret mig hvis jeg skriver forkert David), og stand-upperen på scenen havde spurgt publikum om lidt hist og her. Han kom til david, og spurgte hvad David gerne ville med sit liv. David siger: Jeg vil gerne stå der hvor du står – på scenen.
komikeren (eller var det værten?) spørger om David er klar på en udfordring, om han er klar til at taget 2. sæt – aka gå på scenen nu her i aften. David siger ja.
Jeg gentager lige.
D A V I D (fucking) S I G E R J A !!!!
Og her er resultatet af Davids debut som standupper. (måske skal I tilmelde jer gruppen for at se videoen, I dont know)
Jeg er MØGinspireret af den mand. Jesus. Jeg synes det er så stærkt gået at han bare stiller sig op og fyrer den af på scenen. Da han tog hjemmefra den aften anede han ikke at aftenen skulle ende med at blive hans debut som standupper. Var du gået derop? Jeg var ikke, det er stensikkert. Så kan det godt være der er nogen der kalder mig inspirerende, men det her er bare for vildt.
Nu er det så således at han skal optræde på onsdag i Roskilde:
Date: Wednesday, December 2, 2009
Time: 8:00pm - 11:00pm
Location: Nacho's RO's Torv
Street: Københavnsvej 29
City/Town: Roskilde, Denmark
JEG skal i hvert fald til Roskilde og se ham optræde. Han er på 7-8 minutter, og der er masser af siddepladser, så kom frisk og få et grin. Skal du med?
Vi ses d. 2 David, og forhåbentlig også nogle af jer læsere:)
/Deppe
Den omvendte verden…
Hmm… Jeg oplever noget meget mærkeligt i disse dage. Og nu skriver jeg altså om det. Måske går der et lys op for mig i processen, måske ikke.
Noget af mit hjemmearbejde på min uddannelse denne gang, går ud på at jeg skal give en stund (eller noget gratis) til 10 fremmede. Inden næste modul. Det synes jeg er en helt vildt dejlig opgave, for jeg kan godt lide at give til andre. Jeg kan godt lide at give smil, tid, at snakke med folk der opsøger mig, hvad enten det er ved bussen eller i vaskeriet (jeg har engang siddet og snakket med en gammel dame om tyskland gennem en hel 60graders og en centrifugering), og jeg kan også godt lide at give hjemløse hvis jeg har nogle mønter. Jeg er ligeglad med hvad de bruger dem til. Jeg kan også godt lide at give gaver, men er selv lidt dårlig til det der med at modtage. Men det er heldigvis heller ikke det opgaven går ud på.
Men nu kommer det der er mærkeligt. Siden vi stoppede på sidste modul, og fik stillet opgaven, er det mig der har modtaget fra fremmede. Jeg har aldrig oplevet noget lignende, ikke i så koncentreret grad. Folk der vil have mig til at gå først ind i bussen, folk der galant holder tilbage for mig, folk der kigger på mig og smiler, folk der søger øjenkontakt og smiler. I sidste uge satte jeg mig ind i linie A på vej til arbejde, og en ældre dame satte sig foran mig. Jeg tænkte at hun så noget fortvivlet ud, så jeg begyndte at søge hendes blik og forsøgte at få øjenkontakt med hende fordi jeg gerne ville smile, måske det hjalp. I stedet for kiggede hun ned på mine hænder og fangede overhovedet ikke at jeg var ved at prøve at fange hendes blik. Pludselig kiggede hun mig i øjnene og sagde: NEEEEEEJ hvor har du bare en fin neglelak på, hvor er det dog forfriskende med den klare flotte farve i disse grå tider. Du må endelig ikke putte hænderne i lommerne, den lyser så dejligt op den farve. Det lød som om det kom lige fra hjertet som en pludselig opstået tanke. Jeg blev helt vildt glad, men det var jo ikke det der havde været planen. Det eneste jeg kunne finde ud af at sige var:”Tusinde tak, øh, det er bare sådan en billig en fra matas til en 20’er” (hvorefter jeg blev rød i hovedet og havde lyst til at stå af fordi jeg blev ret rørt af det).
En pige jeg slet ikke kender har lige indstillet mig til noget donation på grund af min indsamling til min uddannelse, og fordi hun bare gerne vil støtte mig. Jeg vidste slet ikke hvad jeg skulle skrive tilbage til hende, for jeg blev simpelthen så rørt over det.
I dag kom jeg, mega travl, ilende inde på hovedbanen, en pige kommer gående imod mig, og jeg kan godt navigere mig frem til, at hvis en af os ikke flytter os, så ender det i sammenstød. Hun har åbenbart tænkt det samme, for da jeg trækker til min højre, trækker hun til sin venstre, og sådan trækker vi til samme side, indtil vi står ansigt til ansigt og bare begynder at skraldgrine begge to, hvorefter vi går videre. Det var pissesjovt. Jeg ville gerne have flyttet mig, men det endte med vi vist begge to fik noget godt ud af situationen. Denn tæller vel for en halv så?
Og jeg kunne blive ved. Selvom jeg gennemgår en meget udfordrene periode for tiden, så er der bare så mange lyse og fantastiske øjeblikke, at det er helt ubeskrivelig skønt.
Men jeg tror universet har misforstået hvad mit hjemmearbejde går ud på. Det var jo ikke planen at JEG skulle modtage fra nogen, planen var jo at jeg skulle give.
Måske skulle jeg stille mig ned på strøget en af dagene og give komplimenter til folk jeg synes stråler eller ser dejlige ud eller har en fed stil. Jeg VIL have lavet mit hjemmearbejde, og så synes jeg jo det er en helt fantastisk opgave at få.
Hvad med dig, hvad ville du gøre for give en stund/noget gratis til 10 fremmede? Eller endnu bedre, fortæl en god historie hvor du gav/modtog uden aktier, jeg vil vildt gerne høre!
Perfection
billederne er fra The Cherry blossom girl. Hun er simpelthen så inspirerende, og hun har altid bloggen fyldt med stemningsfyldte og smukke bileder, hun er en eventyr-fe. Tjek hendes blog og bliv fortryllet :-)
tirsdag den 24. november 2009
mandag den 23. november 2009
A Sappelhvaffornoget?
Fear
Vi har allesammen en eller anden grundlæggende frygt. Den er forskellig fra person til person. Den frygt driver os i en eller anden retning. Vi handler ud fra det vi er bange for at blive konfronteret med (vores frygt), eller man kan også sige at vi handler modsat frygten. Igen, skaber en retning. Det eneste problem der er med den strategi er bare, at vores retning, som er skabt af vores frygt, den intet har med vores drømme og potentiale at gøre. Meget interessant tanke.
Jeg er f.eks hunderæd for at stå på en scene. Ikke fordi jeg vil være med i et rockband, men jeg vil gerne holde foredrag. Og hvis man vil holde foredrag, så kommer man nok ikke helt udenom at skulle stå på en scene. Det er meget svært at sidde nede blandt publikum på 7 række og tale ned i sit skød, når man er den der holder foredraget kunne jeg forestille mig - det har nok ikke helt samme effekt. Og så ville det være edderåndssvagt at sidde der. Men ikke desto mindre, så frygter jeg det så meget at... Ikke at stå på en scene, men...mmm... ja hvad er det egentlig? Jeg frygter at jeg dør af skræk, at folk tror jeg er kommet til at holde foredraget på russisk, at de synes jeg er en tabernar, at de kaster ting efter mig, at jeg vil blive til grin i hele verden og alt mit tøj falder af deroppe. Rimelig angsprovokerende tanker.
Og så kunne passende spørge hvor sandsynligt er det lige præcis at lige netop dét sker. Hvor tit har man set det ske?
Ikke særlig tit, men JEG har jo heller ikke stået på den scene før, så en gang skulle måske være den første.
Bum bum bum.
Men på den anden side vil jeg det så gerne, så jeg er klar til at udfordre mig selv på det. Jeg er klar til at gå i en anden retning, og rent faktisk følge min drøm, uden at det er min frygt der skal afgøre hvor jeg går hen.
Det er så der jeg er nu. Nu skal jeg igang med at finde ud af HVORDAN jeg skal gøre det. Det må blive næste skridt. Min pointe er at min frygt ikke skal være styrmanden i mit liv, ikke længere. Jeg er efterhånden ved at få et rigtig godt billede af hvad det egentlig er jeg gerne vil med det her liv jeg er så heldig at have fået, så jeg synes sgu det er lidt sørgeligt hvis jeg skulle lade frygten afgøre om jeg når mine drømme eller ej.
Bare en tanke.....
søndag den 22. november 2009
Dagens stylebook og ord
Jeg er en meget meget træt Deppe. Sidste nattevagt i denne uge, nu må min afløser godt komme så jeg komme komme hjem og sove. Hos min kæreste. Hans soveværelse er bedre end mit. På en skala fra 1-10 er hans 9 og mit er 7. 10 er det bedste.
Min paparazzi-veninde i NY, som jeg plejer at Skype og sladre med om natten, er taget på ferie. Dumme paparazzi, så jeg har set tv i nat. Ikke særlig interessant, men måske var det godt nok at bruge en enkelt nat på at lave ingenting. For en gangs skyld. Og ingenting betyder jo så: læse blogs, skrive indlæg, høre musik, surfe efter underlige ting på nettet. Vidste du f.eks at Italiensk salat i Italien hedder Russisk salat? Og hvis man får en orgasme forbrænder man ca 49 kalorier, hvorimod man kun brænder ca 7 hvis man faker :-)
Jeg tror snart jeg får mig en muteret tommelfinger, jeg bruger alt for meget tid foran min computer.
Hav en superskøn søndag allesammen,
Indlæg
